DI & AG,
Original from
de Google PENN STATE
Original from
Digitized by Google PENN STATE
Original from
Digitized by Google PENN STATE
Original from
Digitized by Google PENN STATE
EDDA
NORDISK TIDSSKRIFT FOR LITTERATURFORSKNING
REDAKTØR: REDAKTIONSSEKRETÆR :
GERHARD GRAN FRANCIS BULL
BIND VI
KRISTIANIA I KOMMISSION HOS H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD) 1916
Go ogle
THE PENNSYLVANIA STATE UNIVERSITY LIBRARY
DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI
INDHOLD
Chr. Collin: Fra Shakespearestidens idékamp . . . . 2222 aa av
Niels Møller: Shakespeare ved sit Arbeide . . . Lo aa 222
Johan Mortensen: Hamlet . . . . 2 vr ver 20 20222222 Vilh. Grønbech: Shakespeare og det førshakespeareske drama ...... C. H. Herford: Shakespeare's Treatment of Love and Marriage . . . . .. Ch. Bastide: La France et les Francais dans le théåtre de Shakespeare . .. Marie Luise Gothein: Der lebendige Schauplatz in Shakespeares Dramen . . W. P. Ker: Å Note on the Form of Shakespeare's Comedies . . . . . .. O. Walzel: Aufzugsgrenzen in Dramen Shakespeares . . . . ++ 2 22.8 Finnur Jönsson: Shakespeare i Island .. ++. eeo vr 2 2 0 ves William B. Cairns: Shakespeare in America . . . - «2 2 vev 2 aars Oscar Albert Johnsen: Olavssagaens genesis . . . . «2 2 2 2 av ra Ruben G:son Berg: Gustaf Fröding om sina dikter . . . . LL... Paul V. Rubow: Georg Brandes's Forhold til Taine og Sainte:Beuve . . . . Anathon Aall: Filosofien i Norden ... ++ ere vev ea 22 aå Hans Brix: Textkritiske Bemærkninger til 25 af Holbergs Komedier . .. H. Logeman: Den store Bøigen . . >» Leo va 00000022 a Fredrik Paasche: Heimskringlas Olavssaga. Komposition. — Stil. — Karakter:
ternne sales SA EEG GAS Des AE GRAN EE
Smaastykker. Henrik Wergeland — Gerhard Faye. Av D.A. Seip . ..
TRYKFEIL OG RETTELSER:
Side 126 1. 7 nationale, læs: rationale. » 143 1.4 f. n. Naturstudien, læs: Naturdingen.
153 1. 3 das uber, læs: das Grausen in der Brust der beiden Mörder so uber. 153 1. 14 Augenwelt, læs: Aussenwelt.
»
»
FRA SHAKESPEARE-TIDENS IDEKAMP
a en tid da Henrik Ibsens problemsdramaer hadde brutt sig P:; frem til scenen ogsaa i England, under kampgny og bul: drende larm fra lidenskabelige fiender og venner, og da George Bernard Shaw og andre «Ibseniter» var ifærd med at skape en ny engelsk skuespildigtning, blev den anke atter og atter rettet mot Shakespeare, at han ikke var nogen stor problemsdigter. Bernard Shaw, som ikke forsømte nogen leilighet til at slaa istykker britiske gudebilleder, skrev i aarene 1895 til 1898 i det av Frank Harris ledede Saturday Review en række teaterkritiker, som alle gik paa melodien «Poor Shakespeare»! En liten og fattig aand, men en bedaarende musikant!
For at være retfærdig mot Mr. Shaws angrep paa Shakespeare maa man erindre at de for en ikke liten del var en form av reklame for det nye skuespil, som var ifærd med at albue sig frem. Istedenfor at forsvare sig selv fandt man det morsommere at angripe motpartens guder. Saa fik de andre ta defensiven. Denne Shakespeare som sat deroppe i skyerne og fra sin trone syntes at smile ned paa alle eftere følgere, maatte ikke længere sitte der saa trygt!
En av sine mest utæskende artikler skrev Shaw i det ekscentrisk ledede høikonservative ukeblad i anledning av Shakespearesjubilæet, 23. april 1896: «Inden rimelighetens grænser er jeg altid rede til at hædre Shakespeare. Aarlige ihukommelser kan være gode i teos EE Men der kan bli for meget av det gode. Jeg har længst ophørt at feire min egen fødselsdag, og jeg indser ikke, hvor for jeg skulde feire Shakespeares .... Jeg gik til eftermiddags» forestillingen i Camberwell, fordi jeg, alt i alt, fandt at det var min
I — Edda. VI. 1916. 1
| oogle
CHR. COLLIN
pligt at være der. Men da Irvingsklubben vilde ha mig til at gaa ogsaa om kvelden og se «Cymbeline», gjorde jeg streik. Shake» speare er for en eftermiddag, ikke for al tid» (som Ben Jonson har sagt . ..> «Øret er den sikre nøkkel til at forstaa ham . ... I en døv nation vilde hans verker være døde for længe siden. Det er parti» turen og ikke librettoen, som holder dem ilive. Alene musik-kritis kere skulde ha lov til at behandle Shakespeare, især hans tidligere verker (Shaw hadde selv i aarevis været musik-kritiker). Uheldigvis er nutidens skuespillere og teatergjængere for det allermeste døve som stokker. Deres beundring for Shakespeare er derfor det rene hykleri. . . .»
Stakkars udødelige William! — med sin ord-musik, sine «laante idéer», «sin konventionelle, andenhaands moral». Hvor liten er han ikke mot en stor aand og dramatiker som — Bunyan! Shaw har netop (1896) set «Pilgrimsfærden» av Bunyan opført som skuespil og paa forhaand rystet paa hodet, ikke av den store puritaner, men av hans britiske publikum. «Jeg visste at Bunyan er altfor stor en dramatiker for vort teater..... Dets største akvisition, Shakespeare, skrev for teatret, fordi han, med al sin overordentlige artistiske evne, ikke forstod nogetsomhelst og ikke trodde paa nogetsomhelst. Seks og tredve digre stykker i fem akter paa rimfrie vers og (som Ruskin, tror jeg, har gjort opmerksom paa) ikke en eneste helt! Alene én mand i alle disse stykker tror paa livet, glæder sig ved livet, anser det værdt at leve og faar en oprigtig, usretorisk taare fældet over sin dødsseng, og denne ene mand — er Falstaff| Hvad er ikke de andre for et selskap, atletiske aktiemæglere som Orlando, kjeltringer, narrer, clowner, drankere, kujoner, intris ganter, fægtere, elskere, patrioter(!), hypokondrister, som indbilder sig (og forfatteren) at de er filosofer, fyrster og prinser uten sans for borgerpligt, ørkesløse pessimister . . . , egoister, mesterlig tegnet fra det romantiskskommercielle synspunkt. Én gang eller to finder vi en antydning av den groveste side av Ibsens polemik i kvindesaken, som i «Alt er godt, som ender godt», hvor manden spiller en likesaa usselt egoistisk rolle ved siden av sin oplyste hustru, en kvindelig læge, som Helmer ved siden av Nora. ... Men lét efter mænd med statsmandsevne eller blot med borgeraand, eller nogensomhelst als menaand, materiel eller aandelig, og De vil i hele horden ikke finde stof til en anstændig kommunemand eller kapellan.» . . .€.
2
FRA SHAKESPEARE:TIDENS IDÉKAMP
Saa taler en av de vittigste blandt efterkommerne av Shake» speares filosofiske clowner, første hofnar hos kong Demos, men samtidig en av spidserne inden The Fabian Society, statsøkonom paa sin hals, filosof, folketaler, teaters og musikskritiker, skuespildigter av rang, spækket med viden fra British Museums herlige læsesal, specialist i Wagner og Ibsen, forkynder av et nyt gudssbegrep (frit efter Samuel Butler den yngre), saa mangfoldig og fremstaaende og i den grad uvillig til at sætte sine mange lys under en skjæppe, at jeg selv rent holder paa at glemme Shakespeare over Shaw, som Shaw gjør det i sine Shakespeareskritiker.
Bernard Shaw mener at om man omsatte ens allerbedste og modneste verker i blaaboksstil og berøvet dem al ordsmusik, for alene at utskille tankesindholdet, vilde man ikke finde andet end banaliteter med et og andet rudiment av en moderne idé, som aldrig blir utdypet. I motsætning til denne dom av en forfatter, som trods betydelige mangler er skaper av en ny dramatisksessayistisk litteraturs gren, en art filosofisk farce, hvert enkelt stykke født med en selerss skjorte i form av en umaadelig lang og vittig polemisk fortale, — i motsætning til Shaws opfatning er jeg tilbøielig til at mene, at Shake: speare er en av verdenslitteraturens store problemsdigtere, hvis man tar dette ord i en nogenlunde rummelig betydning og ikke kræver av en digter som levet før pressefrihetens og den frie bok» og aviss debats tidsalder, at han skal la sine personer diskutere tidens brændende spørsmaal saa likefrem eller saa aapent som personerne i Ibsens og Bjørnsons menneskeverden.
Laante idéer! Ganske vist. Det vil neppe være ganske let at paavise at Shakespeare har opdaget absolut nye filosofiske sand. heter. Men i saa fald er han neppe forskjellig fra de græske tragi+ kere eller fra vore nysnorske mestere. Neppe engang fra Goethe, som dog var en opdager i én eller flere naturvidenskaper. Shaw synes ikke at ha lagt merke til at Shakespeares livsgjerning, likesom de øvrige menneskeskildrende digteres, var den at utvide sit liv ved at gaa ut av sig selv og leve sig ind i andre menneskers karakter og skjæbne, gjenskape dem og nyskape dem i dramatisk forkortning, tænke gamle og nye tanker i billedform, oversætte abstrakte idéer tilbake til livets egen billedskrift, prøve sig frem gjennem fantasi» oplevelse, eksperimentere i sin bevissthet med livsproblemer, saaledes som de fortoner sig konkret, i form av vanskeligheter, som maa
CHR. COLLIN
løses i handling, i livsførelse, ikke sjelden i en kamp, hvor det gjælder liv eller død.
Set fra dette synspunkt indeholder Goethes digterverker noget meget mere end de idéer, han har laant fra Herder, Rousseau, Spis noza og mange andre. Ibsens verker indeholder mere end hvad man vilde faa tilbake om man — som Shaw vil gjøre med Shakespeare — silte dem gjennem et dørslag, som lot al den menneskeskildrende og formende kunst rinde ut og alene beholdt de tørre og solide tanker tilbake, — idéer for en stor del hentet direkte eller indirekte fra Hegel, Kierkegaard og mange flere. Og Shakespeare blir ikke bare en musis kant som skriver partitur til en libretto bygget op av en stor del av oldtidens, den senere «middelalders» og renaissancens tanker.
Den menneskeskildrende digter gaar sin egen vei som utforsker av livssproblemer. Han tænker gjennem menneskebilleder, mens en filosof tænker gjennem begreper. Han har den forret at kunne sætte sig med liv og sjæl paa det enkelte menneskes plads og opleve et spørsmaal, som det stilles av menneskenatur og skjæbne i for» ening, av Nature and Fortune, som Shakespeare og hans samtidige vilde si. Til eksempel spørsmaalet om det høitbegavede individs ret til at benytte alle midler til at naa frem til magten, i «Richard den tredje» og «Macbeth»; eller spørsmaalet om den erotiske liden skaps ubetingede ret, i «Venus og Adonis» eller «Lucretia». Eller spørsmaalet om hvorledes et menneske skal møte et hav av «gjen vordigheter» og klare sig i «skjæbnens storme», i «Hamlet» og en række av store tragedier.
William Shakespeare var saa lykkelig at leve paa en tid, der var ivrig ifærd med at hæve alle tiders rikeste idéskat. Guld og sølv fra Mexiko og Peru og Indiens perler og safirer var ikke mere lidenskabelig eftertragtet end tilegnelsen av oldtidens aandelige værdier. Bernhard Shaw synes ikke at ha lagt merke til at Shakespeare tumler med grækertidens store tanker, de mest lysende som nogen tid har frembragt. I dronning Elizabeths England stod man den gamle helleniske kultur alt i alt meget nærmere end vi har gjort det i Bjørnsons og Ibsens tidsalder, eller briterne i Charles Darwins og Herbert Spencers. Shakespearestiden fornyet i England den store græske problemsdebat, som for en væsentlig del er den samme som den vi endnu fører i alle jordens lande, debatten om grund-probles merne, som vi aldrig blir færdige med at utforske, aldrig mætte av at opleve i fantasiens og i virkelighetens verden.
4
FRA SHAKESPEARE:TIDENS IDÉKAMP
Kortest kan jeg uttrykke min opfatning derhen, at Shakespeares verker vidner om, at hans aand har tumlet med mindst tre av de mest fundamentale av alle livsproblemer og næsten uvilkaarlig prøvd at løse dem eller se dem klarere ved at omsætte dem i levende men» neskers livskamp.
For det første det spørsmaal, som i græsk litteratur paa den mest genialt-uforglemmelige maate var diskutert i Platons «Gorgias» og Platons «Stat»: hvorvidt det lønner sig at være et godt menneske, — som heller vil lide hvadsomhelst end gjøre uret.
I sammenhæng med dette, som i al sin storlinjede enkelhet kan- ske er det største av alle menneskelige problemer, staar et andet, alles rede hos Platon og paa en endda mere fremtrædende maate hos Machiavelli: spørsmaalet om den rette hersker» eller høvdingestype og den rette statskunst. Begge disse problemer har Shakespeare bes handlet allerede i sine ungdomsverker.
Og ikke uten dyp og inderlig sammenhæng med begge disse livssproblemer staar et tredje: spørsmaalet om verdensstyrelsen. Ogsaa dette først i al sin vælde og vidde reist paa hellenisk grund, i en hundredaarig eller rettere tusenaarig debat, hvis hovedsargumene ter i en litt forgrovet form var let tilgjængelige for Shakespearestidens boklærde hos Cicero, de græske idéers popularisator, i hans bok «Om gudernes natur»; der hvor tre mænd — en stoiker, en epikuræer og en tilhænger av det nye akademi (den sidste nærmest svarende til en moderne kriticist, av Humes skole) — fører en debat i aristotelisk dialogsform om hvorvidt der gives et menneskekjærlig guddommelig forsyn eller ei.
Jeg tror ikke at Shakespeare selv har læst hverken Ciceros De natura deorum (skjønt han kunde nok latin til at arbeide sig gjens nem dette verk) eller de to nævnte dialoger av Platon. Men jeg tror hellerikke at Henrik Ibsen har arbeidet sig gjennem Hegel, skjønt en ikke liten del av hans verker er præget av hegelianisme. Tingen er den, at likesom hegelianismen «laa i luften» i 1850: og 1860, aarenes Kristiania, var der i Shakespeares England fuldt op av mennes sker, som var fortrolige med græske og romerske forfattere og som slog om sig med deres tanker i skrift og tale. I mest direkte berøring med de gamle grækere kom Shakespeare gjennem sin læse ning av Norths oversættelse av Plutarch. Muligvis har han ogsaa læst litt i Stobæus's Florilegium, med latinsk oversættelse, som Churton Collins har søkt at vise. Men jeg lægger mindre vegt paa direkte
5
CHR. COLLIN
hjemlaan av græske idéer end paa indtryk fra alle de løsrevne styke ker av græsk og græsk-romersk livsvisdom, som drev omkring i same tidens litteratur og ordveksel, og som møtte Shakespeares mottagelige aand allerede i hans ungdom; tildels i den nye form, som de gamle tanker hadde faat i den senere korstogtids Frankrike, hos Alanus og Jean de Meung, og 1 renaissancens Italien, hos Machiavelli. Fra Hamlet+tiden kom dertil efter al sandsynlighet sterke indtryk av græsk og halvgræsk livsvisdom hos den franske renaissances store charmeur, Montaigne, som gjennem sine essays (oversat av Florio) synes at ha været Shakespeares omgangsven i en række av aar.
Det var alt i alt, tror jeg, et overordentlig held for Shakespeare, at da han kom til London ett eller to aar før den store dramatiske styrkeprøve mellem England og Spanien, ved den «uovervindelige Årmadas» ankomst i 1588, blev en stor problemakamp netop reist i dramatisk form av en genial ung digter, der aapent fremtraadte som elev av den «djævelske» Machiavelli. Det er umulig at forstaa hvad William Shakespeare har oplevet i Årmadastidens London, medmindre man erindrer at han ved sin ankomst til Englands hovedstad ikke alene kom til det sted, som var nationens hjerne og hjerte i den store verdenskamp, men samtidig blev revet med av tidens malstrøm av kjæmpende idéer og livsretninger; og at den spændende problem- strid, som nu for alvor brøt løs i England efter forlængst at være begyndt i næsten alle Europas lande, 1 virkeligheten var en fornyelse av den store græske kulturkamp.
Striden mellem en idealistisk livsretning og en ofte meget kras individualisme eller naturalisme var med fuld bevissthet begyndt i Athen og andre helleniske byer i Sokrates's og Platons og sofisternes dage, og atter gjenoptat i korstogtidens og de følgende tiders Frankrike, Italien og andensteds. Ordet «naturalisme» er ganske vist et moderne uttryk, men paaberopelsen av «naturen» og dens vilje eller drift som hjemmel for den mest hensynsløse egoisme, i higen efter sanselig nydelse eller magt gaar, som nærsagt alle vore moderne idéer, tilbake til grækerne.
6
FRA SHAKESPEARESTIDENS IDÉKAMP
Ingen forstaar fuldt ut Shakespeares ungdomsdigtning uten at erindre at saavel han som hans store, lidenskabelig ensidige forgjænger, Marlowe, tumlet med de gamle græske livsproblemer og slagord, som nu fik nyt liv i en tid, der i mange stykker var beslegtet med grækere aandens store tider. Det var en ny aandelig høivandstid, en flomtid, da alt fast syntes at bli flytende. Alle gamle meninger blev rokket. Al tro og al viden blev paany sat under debat.
Allerede i korstogtiden hadde en fransk digtersskolastiker, Alain de Lille (Alanus ab Insulis), død 1202, fornyet oldtidens naturdyrs kelse i en høist eiendommelig myte, bygget — saavidt jeg kan se — dels paa Platons «Timæus» (i Chalcidius's latinske oversættelse og nyplatoniske kommentar), dels ogsaa paa Aristoteles. Naturen er for Alanus et personlig væsen, Guds vikar (Dei vicaria) og storseglø bevarerinde, en art ny Madonna, dronning Natur, som med guds dommelig kunst paatrykker alle, som fødes i hvert slegtled, det rette artspræg, med skapermagtens segl." Og efter ham hadde en genial pariserstudent, Jean de Meung, alvorlig tænker og digter og latter» mild gamin i én person, heist naturalismens fane i sit store digt, Le Roman de la Rose, henimot slutningen av det trettende aarhuns drede. I motsætning især til det utartede munkelivs moral, som syns tes at hellige daadløs lediggang og goldhet, forkynder Jean de Meung arbeidets, frugtbarhetens, aktivitetens moral. Ikke avhold, men virksomhet, frugtbringende utsæd i kjærlighetslivets som i plogarbeis dets rike og velsignede jordbund. «Gjør»! istedenfor «Gjør ikke»! Arbeid og gi liv!
Men Jean de Meungs naturalisme, som paa sine steder ikke gir fabliau'erne noget efter i drøihet, indeholder et kraftig idealistisk eles ment. For ham, som for Alanus, Platons og Aristoteles's elev, er naturen igrunden Guds natur. Det er Guds vilje, som kundgjør sig gjennem menneskets naturlige evner og drivkræfter. «Følg naturen!» Dette valgsprog hadde jo allerede for de gamle stoikere været det samme som: følg den guddommelige verdensvilje, den som taler til os gjennem naturen, den fornuftfyldte, den av en guddommelig verdenskunstner ildfyldte natur!
Men paa renaissansens tid, likesom i den græske oldtid og hist og her endog i korstogtiden, var der dem som opfattet naturen uten
Alain fra Lille's De Planctu Naturae og Ånticlaudianus er foruten hos Migne trykt i Th. Wrights AnglosLatin Satirical Poems . . . of the Twelfth Century.
CHR. COLLIN
spor av tanke paa religiøs eller etisk vigsel. «Naturen», som et halvt personlig, halvt upersonlig væsen, vældig ruvende i en hemmelighetsfuld metafysisk taake, blev den brutale magtfilosofis og den hensynsløse erotiks hjemmel og lovgiver. En kulturs kamp, ikke ulik den vi endnu fører, blev i dronning Elizabeths England aapnet av en genial treogtyveaarig Cambridgeskandidat og digter, netop i det samme aar (1587), da kampen paa liv og død med Spanien begyndte gjennem Drakes tog til Cadiz: 1 Christopher Mar lowes banebrytende skuespil, Tamburlaine the Great, hvor Tamerlan, den grumme mongolske erobrer og usurpator, paaberoper sig Natu rens vilje som hjemmel for sin grænseløse lidenskap for ære og magt. Ikke længe efter skriver den samme unge digter, efter en græsk oris ginal av Musaios, det pragtfulde lyrisksfortællende digt, «Hero og Leander», hvori den hensynsløse elsker uttrykkelig paaberoper sig handlingens og frugtbarhetens princip, 1 motsætning til den «kolde og golde» passive dyd.
Alt i alt tror jeg det maa sies, at det hørte med til William Shakespeares lykke, at han hadde en forgjænger som Marlowe, den overordentlig begavede skomakersøn fra Canterbury, som alene var et par maaneder ældre end Shakespeare, men hadde faat et stort fore sprang gjennem fuld skoles og universitetsdannelse.
Av ytringer hos Greene og andre kan vi se, at Marlowes samtidige forfattere ikke var i nogen tvil om at det var Machiavellis filosofi, som blev forherliget i Marlowes skuespil. Men den store italieners magt filosofi er hos den unge Marlowe knyttet sammen med den nature dyrkende overlevering fra Jean de Meung og hans fortsættere. Den sterkeste, den dygtigste, den som har størst handlekraft eller virtue (et ord som av Marlowe brukes i samme betydning som virtu hos Machiavelli), har naturens ret til at tilkjæmpe sig den høieste magt paa denne jord, selv om det skal ske med brud paa tro og love og med anvendelse av de grusomste midler. Imidlertid er denne brutale magtpolitik i det store dobbelt«drama om Tamerlan eller Timtr i ikke liten grad mildnet ved den «skytiske hyrdes» skjønhetsdyrkelse og alt i alt ridderlige optræden overfor den krigsfangne Zenocrate, suls tanen av A'gyptens datter. Den unge Marlowes grumme verdens erobrer blir uvilkaarlig til en digtersnatur, i hvis sjæl der foregaar en kamp mellem titanisk magtbegjær og en kunstners dyrkelse av skjønhetens magt. Et litet glimt av dette banebrytende verks lyrisk strømmende veltalenhet og av de to sider av heltens natur vil man
8
FRA SHAKESPEARETIDENS IDÉKAMP
faa av de to replikker, som begge er hentet fra det første skuespil, det som ender med at Tamburlaine vinder den krigsfangne kvindes haand og hjerte, ikke med vold, men ved sin personlighets magt. Han sier om sig selv og sine kampfæller:
Naturen som lot fire elementer
møtes til kamp om magten i vort bryst, den lærte hver av os at hige opad. Vor aand hvis evner fatter og utforsker den hele verdens underfulde bygverk og maaler hver en vandrestjernes løp, altid paa vei mot viden uten grænse, altid i fart som selve himlens hvælv, den vil at vi skal virke, aldrig hvile, indtil vi griper lykkens modne frugt, den eneste, den fulde salighet:
at kranses med en krone her paa jord!
Hans næstkommanderende, Theridamas, tilføier:
Ja, derfor fulgte jeg med Tamburlaine. Ti den er tung og lik den træge muld, som ikke higer opad, over andre,
og hæver sig ved høvdingdaad tilveirs.
Da Zenocrate er opløst i graat over sin fars og sit lands ulykke: lige skjæbne, kjæmper Tamerlan for at uttrykke hvad han føler ved synet av hendes skjønhet.
Hvad er vel skjønhet? spør min elskovs smerte. Hvis hver en pen, som digtere holdt i haand, sin herres hu og higen hadde mættet,
og hver en liflig tanke, som dem fyldte,
og hver en himmelsk duft, de destillerer
av poesiens evig unge blomster, —
den kunst hvori vi ser som i et speil menneskeaandens liv i høiest stigning, —
hvis dette alt var samlet i ett digt
og alt forbundet fast av skjønhets lov, —
der vilde svæve dog i deres sind
én tanke og én ynde og ett under,
som ingen magt kan meisle ut i ord.
Disse linjer betegnes av Swinburne, Marlowes næsten fanas tiske beundrer, som «et av de ædleste, ja kanhænde det ædleste ut
9
CHR. COLLIN
tryk i verdenslitteraturen for sublim underkastelse under kunstens evige begrænsning og forherligelse av dens høie glæder».
Marlowe avviger fra sagnet ved at la sin helt være uten nogen legemlig lyte. Saa langt fra at være halt er han
høibygd av skikkelse og rank i veksten, lik hans begjær, som gudlikt stræber opad. Sværlemmet, skulderbred og sterk av sener, skapt til at bære Atlas' himmelbyrde.
Til sine tider er han skaanselløs grum, fordi det er nødvendig for den som vil ha magt over menneskene. Eller kanske rettere: fordi grusomhet er en del av magtens lidenskap.
Hans pande høi, — død gjemmes i dens folder,
saa heter det om denne mand, som piner de fangne konger ved at holde dem som vilde dyr i bur og alene tar dem ut av buret for at spænde dem foran sin kongelige vogn. Han dræper med egen haand sin ældste søn, fordi han er ukrigersk og daadløs og har skrupler ved at utgyde blod. Av haardt stof maa den være, som vil bli vere dens behersker, — istand til at tilføie sig selv et gapende saar med sverdet for at lære sine sønner ikke at være bange for at se blod. Overfor Damaskus's jomfruer, som kommer med laurbærgrene i haand for at be om naade for sin by, drager Tamburlaine sit sverd og sier:
Hvad ser I, jomfruer, paa denne sverd:egg? Jomfruerne: Intet, min herre, uten rædsomt staal. Tamburlaine: Jert bange sind er tæt og tykt som taake! Her sitter Dødens høie majestæt! Dog I skal ikke se ham paa mit sverd. Han sitter nu paa rytterfolkets lanser. Av deres odd hans magre benrad fodres. Gaa hen, Techelles, byd et par av dem at fælde sine spyd mot disse damer og vise dem, min tjener Døden sitter klædt i skarlagen rød paa deres lanser. Jomfruerne: Hav medynk, herre! ....... Tamburlaine: Jeg sier: bort med dem og vis dem Døden!
Jomfruernes lik blir hængt op paa den erobrede bys mure, og hele befolkningen blir dræpt, fordi byen dristet sig til at gjøre motstand.
10
FRA SHAKESPEARETIDENS IDÉKAMP
Tilslut, da Tamburlaine maa dø, vil han samle sine hærskarer til kamp mot selve guderne:
Rør trommen! Fæld hver lanse, la os spidde, den gud hvis skuldre bærer verdens aksel La jord og himmel blegne, hvis jeg segner!
Men endnu vil han kjæmpe en kort stund med mennesker. Han vil «trætte døden ut ved at sende sjæle til Hel», og gi den nok at bestille. Paa den maate faar han en frist. Men tilsidst bøier han sig 1 «høisind» (magnanimity) for «nødvendigheten», og han lover sin «ildsjæl» (fiery spirit) en høiere tilværelse, — likesom konges morderen og dronningens boler, den yngre Mortimer i «Edward den anden», tilslut trodsig utroper at han vil gaa for at opdage nye ukjendte lande hinsides døden.
Endnu et trin høiere end i «Tamburlaine» søker Marlowe, dele vis med genialt held, at naa i Dr. Faustus, som sælger sin sjæl til den onde for fire og tyve aars grænseløs viden, magt og nydelse paa denne jord. Men dette sørgespil, som senere blev forbilledet for Goethes Faust, og som paa ett og andet punkt staar fuldt paa høide med det tyske mesterverk, er i den form hvori det er levnet, bare et fragment, vansiret av tilsætninger. — Ogsaa Barrabas, helten i «Jør den fra Malta», likesom hertugen av Guise i «Bartholomæus-sbryllus pet» og den yngre Mortimer i «Edward den anden», er typer paa grænseløs og hensynsløs lidenskap for jordisk magt og egoistisk lykke. Det er som om den unge digter før sin tidlige bortgang, i en alder av 29 aar, vilde prøve i fantasien alle former av hvad han forstod ved at følge naturens ret. Han sætter med flid sin «machiavellisme» paa spidsen, vælger gjerne repræsentanter som han vet maa vække forargelse og delvis avsky, hvad der tyder paa en viss gaminsagtig lyst til at utfordre og skræmme, eller hvad man 1 ny tid har kaldt épater les bourgeois. Men dette var i hine tider en farlig lek. Og det ser ut til at alene en brat død i et kjevleri paa en kneipe, efter hvad der berettes, frelste den endnu ikke 30-aarige digter fra at lide samme skjæbne som en lærer i Cambridge, den uforfærdet frisins dede Francis Kett, der hadde maattet bestige kjetterbaalet som «atheist»! «Edward den anden», Marlowes bedst byggede drama, synes at vise, at han dengang var paa veien mot en modnere og mere behersket kunstform.
I tragedien om Dr. Faustus kommer vi, trods teksternes mangel» fulde stand, Kit Marlowes personlighet nærmere ind paa livet end i noget andet av hans verker. Der er utvilsomt mere av den unge
11
CHR. COLLIN
digter selv i den til yngling forvandlede, fandenivoldske lærdomsdyre ker, med den glupende appetit paa jordens herlige ting og Cambridge» kandidatens brændende længsel efter at høre Homer og se og elske selve Homers Helena, til hvem han utbryter:
O, du er skjønnere end aftenluften, klædt å et diadem av tusen stjerner, —
der er mere av Marlowe selv i denne snart titanisk ærgjerrige og alt favnende, snart selvopgivende yngling end i den altfor opskruet mans dige, altfor storskrytende mongolske erobrer eller i skræmmebilleder som hertugen av Guise og umennesket Barrabas. Vi ser av ytringer av Greene og Nash og av selve Shakespeare, at Tamburlaines svule mende bombast vakte paa én gang den engelske digterverdens be undring og skraldende latter.
Holla ye pampered jades of Asia! What! Can you draw but fifty miles a day? —
roper Tamburlaine til sin vogns forspand av fangne konger.
Hei! Ho! smeldfede øk fra Asiens sletter! Kan I blot trække femti mil om dagen?
Disse vers deklameres av den naragtige underløitnant Pistol i Shakespeares andet stykke «Kong Henrik den fjerde», sammen med andre brokker og opgulp av gammeldags=høitravende vers.
I Dr. Faustus er tonen enklere og naturligere. Og her faar vi i enkelte optrin, hvor der foregaar en sjælekamp i heltens bryst, et indtryk av en vaagsom, steiltstrodsig og samtidig skjør natur. Der er noget næsten spædbygget ved denne titan, der vil leve som en gud paa jorden, og som sælger evig lykke for en forholdsvis kort tid av jordisk almagt, men som atter og atter vakler og kjæmper med en skranten samvittighet. En indre disharmoni, et urolig, feberhett livsbegjær, der av digteren selv føles som overstadig og dømt til aldrig at mættes, aabenbarer sig i hvad der, efter det første stykke om Tamburlaine, blir det staaende træk i alle Marlowes skuespil: handlin» gen er anlagt som en tragedie, en higen over evne, en oprørersskjæbne, hvor grænseløs lidenskap tørner mot de menneskelige vilkaars græns ser. En aand, som føler sig ufri og derfor oprørsk, render panden
12
FRA SHAKESPEARETIDENS IDÉKAMP
mot skjæbnens mur, i det ene verk efter det andre. Den historiske virkelighet eller selve fantasiens fuglefrie verden blir et skjæbne fængsel, hvor menneskeaandens eller de menneskelige lidenskapers attraa knuser vingerne mot et staalhaardt gitter. Noget av det natur ligste og dypest følte som Marlowe har skrevet, er vel de optrin i «Tamburlaine», hvor stort anlagte krigsfanger søker døden som en befrielse fra utaalelig slaveri, som Bajazeth eller Olympia, hun som ved en heroisk list faar sin forelskede erobrer, Theridamas, til at støte dolken i hendes strupe. Noget av det i dramatisk henseende ypperste ved Marlowes første dobbelt-skuespil er dette at den unge digter paa én gang sætter sig paa erobrernes og paa de beseiredes plads. Selv var han en erobrerssjæl, som følte sig som en livsvarig fange, — vildt og umættelig livshungrig, men i sine tragedier stundende mot døden som en befrier. Naturen er hans guddom, dens ild er den høie, herlige drivkraft i den menneskelige livstrang; men naturen er ogsaa nødvendigheten, den ubønhørlige fangevogter, tyran over alle tyranner. Den haarde og blinde skjæbnemagt, proud Necessity, er paa en maate den øverste helt i Marlowes skuespil. Han prøver, hvis jeg ikke tar feil, at sætte sig paa selve denne metafysiske entis tets plads, gjøre sig til ett med skjæbnen og føle dens altknusende magt som sin egen. Alene deri er der befrielse, eller et skin av be frielse. Menneskeaanden kan for et øieblik gjøre sig til herre over sine idoler, ved indbildningens koglende magt!
Der er ting hos Marlowe, som minder om den oprørske Henrik Ibsen og hans ungdoms helte og heltinder, fra Catilina eller Hjørdis til Skule og Julian, — disse høitstræbende som vil alt eller intet, higende mot det for dem umulige, men ikke sjelden snare til at gi tapt, selv om de ønsker at ta alverden med sig 1 sit fald, «slukke morgenhimlens stjerne», eller med ett eneste hugg dræpe alt hvad der har liv og «lægge det skapte øde som det var paa hin dag da den ensomme aand svævet over vandene». Noget av det voldsomt disharmoniske, paa én gang sterke og skjøre, det vældige og det vie gende, som vi møter hos Ibsens helte fra Catilina og Margit til hel+ ten i «Paa vidderne», eller fra hertug Skule og Peer Gynt til Solness, Allmers, Borkman og Rubek, noget lignende er det vi møter hos Marlowe. Ogsaa for ham er skjæbnestragedien et fuldt ut naturlig livssorgan, den digtform som skildrer en uløselig strid mellem higen og evne, eller mellem attraa og mulighet for tilfredsstillelse, — en fore nemmelse, som den unge Marlowe jo fik uttrykt endog i sin mesterlige
13
CHR. COLLIN
forherligelse av digtekunsten som en tragedie, en higen over evne, i de ovenfor anførte vers.
For Christopher Marlowe, som for Henrik Ibsen, blir hele verdens- ordningen disharmonisk, en forestilling som hjælper dem begge til paa en storartet maate at utvide, projicere og derved lindre den strid de fornemmer i sit indre.
Begge hører til verdenslitteraturens store digtere, og store tragls kere, men ikke til dem der som Aischylos og Sophokles, eller som Shakespeare, forener den høieste skikkelse«dannende og formskapende kraft med en fuldt ut tilsvarende evne til selvhengivende samfølelse og sympati. Der er, om jeg tør uttale den mening, midt i en over ordentlig begavelse hos dem begge en større eller mindre brist; en større, tror jeg, hos Marlowe end hos Henrik Ibsen; en viss mane gel paa fuld harmoni, som ytrer sig 1 et ensidig skjæbnerstragisk syn paa tilværelsen. Deres mest typiske helte mangler noget i den fulde menneskelige livsdygtighet, som indbefatter samfundssdygtighet, denne sidste en form av virtu, eller dugelighet, som hellerikke Machias velli hadde fuldt ut øie for. Derfor støter deres helte saa let mot skjæbnens skranker. Derfor kommer livets fulde glæde, trods alt, ikke til sin ret i deres verker. Især gjælder dette Marlowe, hvis helte ikke formaar at le, allermindst av sig selv, som de Shakespeare'ske helte. Der er hos Marlowes unge Faustus ingen virkelig kjærlighet til Helena eller noget andet menneske, ingen virkelig høi eller sig høinende erotik, som i Goethes udødelige digt. Ogsaa i den lyrisk pragtfulde omplantning av den sengræske digter Musaios's «Hero og Leander», oldtidsdigtningens «sidste rose», som Köchly har sagt, selv her savner vi hos helten et inderlig uttryk for en kjærlighet, som fors maar at utvide det enkelte menneskes livsvilje til at omslynge et an» det menneskes velfærd og føle den som sin.
En del av livets lyseste farver mangler eller er sparsomt tilstede i Marlowes digtning. Allerede som lærling skyter William Shake: speare ham forbi, i sin uvilkaarlige trang til at skrive i alle digtarter, — tindrende lystspil ved siden av hjerteskjærende tragedier, og gjene nem historiske helte-skikkelser som de to Talbot'er, far og søn, der ikke altid tar sig selv saa forfærdelig høitidelig, men som i skjemt eller alvorsfuld kamp formaar at glemme sig selv, over fædrelandets velfærd. Denne heltestype, som er vidt forskjellig fra Marlowes, blir av Shakespeare endnu langt mere utarbeidet i skikkelser som Fauconbridge i King John, John of Gaunt i «Kong Richard den
14
FRA SHAKESPEARE-TIDENS IDÉKAMP
anden» og især i prins Hal, som blev kong Henrik den femte, helten ved Shrewsbury og Agincourt, — han som kan være med at le av sig selv, og som ikke foragter tyndtøl i selskap med sine menige soldater.
Der kan efter mit skjøn ikke være nogen tvil om at den unge Shakespeare med fuld bevissthet har tat avstand fra Marlowes titas nisksskjæbnebundne helte: og herskeraand — den som er helt optat av sin lidenskap for magt og av sin grænseløse storhet. Mens Tame burlaine utfordrer selve guderne til kamp og alene bøier sig for naturnødvendigheten, betoner Shakespeare, med gjentat eftertryk, at kong Henrik den femte, hans helt over alle helte, gir Gud alene æren for den underfulde seier over overmagten ved Agincourt. Og hvil ken avstand er der ikke mellem Tamburlaine eller den yngre Mortimer hos Marlowe og denne Shakespeares prins Hal, som ut fra sin generøse naturs overflod har raad til at la Falstaff stjæle en del av æren for at ha fældet den vældige Hotspur. Alle erindrer hvorledes den tykke ridder, som ikke for nogen pris vil ha staal eller bly i sin svære krop, som var tung nok før, ved det første angrep av en fiendtlig ridder lar sig falde til jorden som død og blir lige gende urørlig, til prinsen har fældet Hotspur ved hans side og ilt videre for at forfølge fienden. Da-er det at Falstaff reiser sig op, ser forsigtig paa kjæmpen, om han er fuldstændig død, gjennemborer ham for sikkerhets skyld en gang til og bærer ham bort som sit bytte. Da prinsen senere kommer til og forbauset sier: «Men jeg fældte jo netop Hotspur, og du laa her død paa marken», er Fal+ staff lynsnart rede med en løgn: «Ja, jeg laa der av utmattelse, men han var ikke død, vi stod begge op igjen og kjæmpet en stiv klokke» time»! Prinsen ler hjertelig av dette det «snurrigste av alle menne sker», ber ham «bære sin bagage nobelt paa sin ryg» og lover at hvis en løgn kan gjøre hans tykke ven nogen ære, skal han for sin del gjerne forgylde den med sin bedste anbefaling. Der kan neppe være nogen tvil om ati prins Hals helteskikkelse har Shakespeare villet tegne et i visse henseender diametralt motstykke til Tamburlaine, likesom senere magikeren Prospero i «Stormen» danner en bevisst motsætning til Dr. Faustus. Hvilken verden av menneskeskikkelser og hvilken mægtig utviklingsgang ligger ikke mellem disse to vidt forskjellige magthaverel
Hvad Henrik Ibsen, kanske altfor selvforringende, sier i et brev til Georg Brandes, at «det solidariske har jeg egentlig aldrig hat nogen sterk
15
CHR. COLLIN
følelse av», dette gjælder endda meget mere om Marlowe. Denne overordentlig utrustede digter, næsten endnu større som lyriker end som dramatiker, synes at ha været likefrem ubegavet paa dette ene punkt. Henrik Ibsen skrev til Brandes, hvem han søkte at egge ti oprør, som Maximos egger Julian, at hadde man «mod til fuldt og helt at sætte det solidariske ut av betragtning, blev man kanske kvit den ballast som tynger værst paa personligheten». Et slikt oprør mot et menneskelig grundsinstinkt synes at ha faldt Marlowe, likes som alle hans helte, forholdsvis let. I dette stykke har den ofte saa fintfølende skjønhetselsker været forholdsvis svakt utrustet og natur beslegtet med Niccoloö Machiavelli, hvis herlige begavelse paa dette samme punkt hadde en iøinefaldende brist. Begge har, med alt sit geniale klarsyn, kastet et farveblindt syn ut over menneskelivet.
Marlowes dragning til Machiavelli, som straks blev bemerket av hans engelske samtidige", var utvilsomt noget mere end en opposis tionel naturs lyst til at vække opsigt og «forbløffe borgerne». Det var en tiltrækning ifølge valgslegtskap. Det kan ikke betviles at den engelske digter 1 en tidlig alder har læst ialfald Machiavellis «Fyrsten», som var oversat til fransk og latin, og som allerede forlængst var kjendt i England, især gjennem en saa betydelig mote stander som Reginald Pole (1500—1558), kardinal og tilslut erkebisp av Canterbury. Denne fremragende engelske prælat, som var en av lederne av Tridentinerskonciliet, synes at ha bidraget sit til at Machia» vellis skrifter blev sat paa den første pavelige index over forbudte bøker (1557) og snart efter ogsaa paa Tridentinerskonciliets index (1564). Ja, det er ikke umulig, at det var denne engelske katolik, av den reformvenlige retning, som gav det første eller det sterkeste støt til den store motbevægelse mot «machiavellismen».
Av prologen til Marlowes The Jew of Malta, som fremsies av den skinbarlige Machiavelli i egen høie person, ser vi, at den op: rørske unge digter meget vel visste at den store italienske historiker og statskunstslærer var blit et skræmmebillede og en bussemand. At han i Frankrike, især av protestanterne, var anset som den djævelske aand, der hadde inspirert anstifterne av Bartholomæusenattens blod bryllup i Paris (1572), og at han av en fransk protestant, Gentillet, var blit utskjeldt som en «stinkende atheist», der i sit verk om «Fyr
t Det fremgaar med sikkerhet av Greene's Groatsworth of Wit, fra hør sten 1592.
16
FRA SHAKESPFARE:TIDENS IDÉKAMP
sten» hadde skapt en haandbok i tyranniets kunst ', dette var vistnok ikke ukjendt for Marlowe, som blandt andet lar sin «prolog» Ma chiavelli ytre følgende:
«Skjønt verden tror at Machiavel er død,
hans sjæl blot fløiet var hinsides Alperne;
og nu, da Guise er død, han kom fra Frankrik at se jert land og boltre sig blandt venner.
Mit navn er hadefuldt kanske for somme,
og mine venner bær det ei paa læberne.
Men vid at jeg er denne Machiavel, . ... beundret selv av dem, som mest mig hader,
og læst av dem, som aapent mig fordømmer . .. Religion for mig er barnerlek,
og synd, det er vankundigheten ene ...
Man snakker tit om retten til en krone,
men med hvad ret vandt Cæsar vel sit rike? Ved magt, ved magt blev konger skapt, og sikrest de love var, som Drakon skrev med blod» ....
Prologen ender med at Machiavelli præsenterer jøden Barrabas fra Malta, han som «ikke uten min bistand» fik sine sækker fyldt med guld.
«Blot det jeg kræver, ta imot ham venlig, som han fortjener, og la ei det mangle paa gjestfrihet, fordi han hylder mig.»
Tonen er trodsig utæskende. Machiavel er ikke død! Fra Ita- lien er hans aand fløiet over Alperne, først til Frankrike, hvor den har inspirert hertugen av Guise (som Marlowe kort før eller efter frem» førte paa scenen); og nu er Machiavel kommet til England, hvor han har venner, med sin elev, jøden Barrabas. Der er hos Marlowe ikke spor av forsøk paa at undskylde Machiavellis bok om «Fyrsten» eller endog forsvare den. Undskyldt blev den i England ikke længe efter av ingen mindre end Francis Bacon, som ganske vist tar avstand fra at læren om en fyrste bør hykle de dyder han ikke kan praktisere, men som hævder at Machiavelli har skildret fyrsterne ikke som de bør være, men som de pleier at være. Likefrem forsvart blev Machiavellis «Fyrste» allerede ett eller to aar før Marlowes optræden
" Se Il Principe, by Niccold Machiavelli, edited by L. Arthur Burd (Oxford 1891), p. 55.
2 — Edda. VI. 1916. | 17
CHR. COLLIN
av italieneren Alberico Gentili, i et latinsk verk som utkom i London i 1585, og hvori det hævdes, at Il Principe er en republikaners gavnlige avsløring av tyranniets kunster. To aar efter, omtrent same tidig med opførelsen av Tamburlaine, blev den nævnte lærde italie ener ansat som professor i civilret i Oxford (som Burd oplyser).
Et idealiserende syn paa Machiavelli var altsaa, sammen med en voldsom forvrængning, naadd frem til England, allerede kort før Mare lowe fremtraadte. England var jo dengang, under Elizabeth, trods en og anden grum voldshandling overfor kjettere og forfølgelsen av katoliker, det forholdsvis frisindede og fritalende land, hvor Gis ordano Bruno nylig hadde fundet sit bedste fristed, og hvor denne, den italienske renaissances modigste og mest høisindede filosof, i løpet av to aar (1583—85) skrev og utgav sine herligste skrifter. I længden fandt dog den fyrige syditaliener luften i England for kjølig, og trods venner eller bekjendte som Sir Philip Sidney og Fulk Gre ville, følte han sig uforstaat mellem «barbarer». Der er hos Mar lowe, navnlig i «Tamburlaine» og «Edward den anden», steder som kunde synes at tyde paa en paavirkning fra Giordano Brunos Degli Eroici Furori, som utkom i London i 1585. Men i saa fald maa det vel ha været en paavirkning paa anden haand. I «Tambure laine», som i «Dr. Faustus», bevæger himmellegemerne sig efter det ptolemæiske system, som Bruno med lidenskabelig sandhetsglød be kjæmper. Intet viser bedre hvor upaaagtet epokegjørende verker kan fødes til verden, end at der hverken hos den oprørske unge Marlowe eller hos Shakespeare findes nogen anelse om Brunos store utvidelse av det copernikanske system, og at dette ikke engang fandt tilslutning hos Francis Bacon, den geniale dilettant, men i dronning Elizabeths tid vel alene hos den store og egte naturforsker, William Gilbert, grundlæggeren av videnskapen om elektricitet og mag: netisme.
De store tankesfrø trænger somoftest en